Misen & Backhausen

Bag duonavnet er sangerinden Misen Groth ( Blast ,Sebastian) og sangskriver-accordeonspiller Thor Backhausen, ( Culpepers Orchard, Delta Bluesband, Niels Skousen). Bestemt ikke ubemærkede på den danske musikscene har de to venner nu efter mange år fundet sammen på fælles grund med en forkærlighed for den bløde popvise og brasiliansk bossa-nova.

Resultatet er ti engelsksprogede sange med musik af Backhausen og tekster af Misen, Charlotte Backhausen og Anna Lia Bright. Der flirtes med blues, bossa og romantiske ballader, så det driver, uden at der lefles for udtømte klicheer. Hertil er Backhausen for original en komponist.

Samtidig er det dejligt at blive nusset om ørene af det kompetente hold musikere, han har bragt ind i foretagendet. Det hele er oven i købet produceret af bas-ikonet fra dengang fussionsjazz ikke var et fyord, Michael Friis, som også lægger en fast, men diskret bund på samtlige numre.

Et dybere spadestik nås hvis man ved at Misen Groth samtidig med albummet blev aktuel med den personlige selvbiografi: Jeg kan da stadig synge, hvor hun fortæller åbent om ,hvordan hun som 35 -årig blev dianosticeret med en kronisk sygdom, hun siden har lært at leve med. Pludselig stopper den uskyldige flirt, flammerne i kaminen dør ud og den kælne missekat bliver tavs for en stund.

Men musikken har en ukuelig vilje til liv og med MISEN & BACKHAUSEN spredes mening og glæde i rigt mål. Ikke mindst med Backhausens virtuose accordeon-spil, der opleves stærkest på Rua Da Hera og Always Dancing. Vigtig er også den indledende Love is Okay, der sætter stemningen for hele pladen.

Misen & Backhausen har gjort det sammen . Følsomt og overbevisende godt! Et album til både dans, intimitet og stille eftertænksomhed.!

Brian Petro.

Måske er det lige det,vi har brug for her på en råkold og lidt våd, dansk efterårsdag?! En dansk plade, hvor varme latinamerikanske toner-samba, bossa nova o. lignende-får lov til at varme vores kolde hjerter og fødder! Og i så fald er det lige det sangerinden Misen Groth og musiker Thor Backhausen giver os med deres helt nye album, der blot bærer duoens efternavne på en superenkelt cover, der ikke afslører noget som helst om de varmende toner, der gemmer sig i lydsporet.

Selv om det latinamerikanske er slående på pladen og så at sige sætter stemningen på den, så er den langt mere varieret end det. Udover de skæringer, hvor især Backhausens accordeon sender tankerne til de store accordeonister i Sydamerika, er der bløde ballader (fx”Stained glass window”), hvor referencerammen især er den moderne, voksne pop, som vi kender fra sidste halvdel af forrige århundrede.

 Men der er også passager på pladen, hvor en blå og bluset stemning får lov til at tage over- uden at tage overhånd. Sammen med et hold musikere, hvor mange er gammelkendte navne, de spiller med den autoritet og inderlighed, som deres mange års erfaring giver dem – Michael Friis(bas), Klavs Menzer(trommer), Henrik Salinas (guitar), Jacob Andersen (slagtøj),Paul Banks (guitar), Kristian Jørgensen (violin), Niels Vangkilde (guitar) og en håndfuld backinsangere – har Backhausen og Misen fået skruet et album sammen, der byder på voksen pop af den slags, der viderefører og opgraderer den musikform, som Stan Gets, Antonio Carlos Jobim , Astrud Gilberto m.fl. gav en renæssance i tresserne og som siden har haft sin egen niche inden for de såkaldte easy listening.

Misen synger bedårende og ikke så lidt forførende, som denne stilart nærmest foreskriver. Så hvis du er til moderne voksen easy listening af høj kvalitet, så er der ikke noget at betænke sig over, hvis du støder på pladen.Hermed anbefalet.

Misen & Backhausen: ‘Misen & Backhausen’ (Promote it)

Misen & Backhausen er lig med Misen Groth på vokal og Thor Backhausen på accordion, piano og orgel. Et frodigt musikalsk makkerskab hvor musikken er komponeret af Thor Backhausen (tre numre i samarbejde med Engelina Andrina Laarsen) og lyrikken er af Misen Groth, Hans Kragh-Jacobsen, Charlotte Backhausen og Anna Lia Bright.

De to hovedpersoner har fundet sammen om deres fælles passion og interesse for musik. Fællesmængden består mestendels af jazzy bossa, blues og ballade inficerede kompositioner. Albummets 10 bidrag bærer præg af 80’er bandet Matt Bianco (med sangerinden Basia i front) og Misen Groths smukke stemme har samtidig reminiscenser af countrysangerinden Shelby Lynne. Gode referencer der beviser at der ikke lefles for tidens trends og musikalske modeluner.

Misens vokal er mere intens og nærværende end nogensinde før. Måske fordi hun siden sit 35. år har taklet en sclerose diagnose. Det fornemmes at hun med årene har fået en ekstra veludviklet sans for at dosere og destillere sine sanglige virkemidler til det mest essentielle og vedkommende udtryk. Og dét gør indtryk.

Sangene er klassiske og tidløse, rundet af Thor Backhausens rutinerede hænder. Selv et instrumentalnummer som ‘Sordina’ står meget stærkt på albummets sætliste.

Den høje standard holdes stort set hele albummet igennem, hvor højdepunkterne findes i håndfulden: ‘Love is Okay’ – lyt med i Spotify: https://open.spotify.com/track/13exvqRvLMpkgMJeV6VqOb, ‘Always Dancing’, ‘Blue into Blue’, ‘Song For You’ og ‘Let Go’.

Ikke mange missere fra Misen og Backhausen.

(4 / 5) http://martinloft.dk/?p=1396

Fra Anne Marie Helger og Anne Dorte Michelsen til Fessor Big City Band og Nulle og Verdensorkesteret har Thor Backhausens klaver, harmonika, orgel og keyboards altid stået for noget redeligt. Kun sjældent har han imidlertid været helt sin egen herre,og der er ikke noget at sige til at han nu i 50 års alderen gerne vil se sin musik repræsenteret på CD på sine egne konditioner. Det er blevet til ti stykker fra hans egen hånd, hvor han har allieret sig med en stribe venner i et afvekslende program, der som en slags fællesnævner har hans sans for at dreje en sød melodi, ofte med et vemodigt eller musetteagtigt anstrøg.

Ikke mindst duetterne med Kristian Jørgensens violin i “Abril ” og ” Camille ” har en charmerende sødme i sig, men også Ninna Milner Henriksens ligefremme sang i ” Rua Da Hera ” må fremhæves. Netop Harmonikaspillet kunne han dog med fordel have opprioiteret på bekostning af de elektroniske keyboards som gør et vist indhug på den charme som CDen ellers udstråler.

Thorbjørn Sjøgren.Politikken Juli 1999.

I december 2002 udkom CD’en Comes Love med Paul Banks, Thor Backhausen & Kristian Jørgensen på Music Mecca. Trods et mangeårigt samarbejde er det trioens første udgivelse sammen. Pressen har bl. a. skrevet om Comes Love: ’lytteren …. føler sig hensat til en koncert med en masse improvisationer og virtuost spil på de tre instumenter. Og på samme måde som til en koncert bør man lytte intenst. At bruge udspillet som baggrundsmusik er nærmest en forbrydelse.

’ ***** Jyllandsposten. ’Årets hyggeligste cd? Det er selvfølgelig for tidligt at sige noget om. Men hvis nogen vil overhale denne her, så skal de stramme ballerne godt. Og så er der ofte noget helt specielt ved musik der rammer præcis det krydsfelt, hvor det gennemprofessionelle og det helt uprætentiøse mødes…Lige netop dér opstår et eller andet som man kan varme sig ved temmelig længe.’ – Jazz Special Trioen har fundet sammen omkring en fælles kærlighed til den gode melodi.

Det kan som bekendt være mange forskellige ting, og repertoiret afspejler da også musikernes mange interesser. De tre virtuose musikere bidrager med hver deres indfaldsvinkel til den frodige stilforvirring: PAUL BANKS skabte sit ry som sangskriver og stilskabende akkustisk guitarist i 70’erne 80’erne i det legendariske MusikOrkestret og i sit senere samarbejde med saxofonisten Steen Vig. Han har udgivet syv albums i eget navn og modtog en grammy for bedste sangskriver ved Danish Music Awards Folk 2001 for sin seneste solo cd ’White Noise and Diamond Nights’. Han mestrer som få den vanskellige solist rolle – hans pågående og medrivende guitarspil er et sandt “one-man-band” og derfor også velegnet som “rytmegruppe” i denne trio.

POLITIKEN (Erik Jensen)skrev: Ude på rockscenerne har deres børn for længst taget over og ført stafetten videre. Men derfor kan de efterhånden halvgamle repræsentanter fra 68- generationen jo sagtens hygge sig med lidt god musik for sig selv, de jævnaldrendene og for alle os, der sagtens kan tåle en lektion eller to hos folk, der virkelig kan deres kram. Og stadig har masser på hjerte.”Se, jeg har fået skyld for meget/ lige fra sprut og røg og musikalsk mystik/men der var mange der røg på den/og syntes det lød som god musik” synger Peter Thorup i det historiske rids ved navn “Boogie-ruller”……

Det sker på det første album i 17 år fra manden ,der engang var Danmarks største håb på den internationale scene og spillede guitar sammen med bl. a. Alexis Korner. Siden fik Peter Thorup, der LP- debuterede 1970(!) en solo -karriere på skinner i Danmark, hvor han også har ernæret sig son akkompagnatør for Poul Dissing. Det er da også Dissing og måske især dennes begavede rimsmed og medsammensvorne, Benny Andersen, der dukker op i accociationerne, når man hører “Ku det tænkes”.Fra første færd er det en nydelse at høre Peter Thorups stemme over et effektivt swing i sin blanding af sejlivet råstyrke og sårbarhed folde sig ud i ønsket om at få en digital brille: “Jeg må ha en elektronisk brille med 5 kanaler/ og fjernkontrol/En til når jeg er på landet,en kanal når jeg er på gaden, en til tekst-tv/ åhr, jeg må ha tolv”……..

Selv om stemmen er slidt og nogle gange både kvækker og snapper efter ordene, er det umiskendelig Peter Thorup , vi er i selskab med. Og Thor Backhausen med de varme betoninger under Thorups robuste guitar. Det er et fornøjeligt genhør, især når Peter Thorup brænder helt igennem i balladerne”Teksten” ,”Lys fra dig”,og “Knus mit hjerte igen”.Her, når kærligheden brænder, betyder alderen intet, lidenskaben er ægte og stærk……Desværre er langtfra alle sangene lige så slidstærke. Peter Thorups mange indfald fra hverdagen i hans Bornholmske eksil mangler en poetisk åre at flyde på og fungerer mest som afsæt for de musikalske rundture, der uden skarpsynet gennem den stærke brille har det med at havne i den samme rille. Ikke desto mindre er det livsbekræftende , ja nærmest rørende at have 55-årige Peter Thorup tilbage efter en af de hårdeste ture i manegen , en cirkushest kan tage og stadig komme tilbage med kærligheden, passionen intakt…………….

JYLLANDSPOSTEN skrev ( Uffe Christensen): Tænk at man skulle opleve det igen : “En ny CD fra gode gamle Peter Thorup, der ikke har udsendt i eget navn i mere end 20 år…..Nu er manden tilbage, og det med en hudløs ærlig og overvejende selvbiografisk samling sange, som han har indspillet med Thor Backhausen.Tekster, der emmer af af selvironi og ærlighed. Ofte tilsat et løftende stænk humor. Ord,der spejler en lang og hård tjans på den danske musikscene. Tekster der i hvilke han reflekterer over sit liv. På godt og ondt. Den hæse følelsesfulde stemme har alle dage været Peter Thorups kendetegn, og den er ikke blevet mindre slidt og skrøbelig med årene. Men hvor stemmen har oplevet bedre tider,så fejler hans sublime guitarspil til gengæld ikke intet. Han spille med en timing og sikkerhed, som man skal lede længe efter.”Ku`det tænkes” samler trådene op i hans karriere. Et værdigt udsagn fra 55-årige Thorup, der nok får ekstra tyngde og værdi, hvis man har fulgt -og savnet det herlige syrehoved…”……..

FYENS STIFSTIDENDE (Lene Kryger) skrev:Historierne om bluessangeren er mange og farvestrålende. Han har levet med synfloder af sprut og tobak, men ringvrag er han langt fra. Det bekræfter hans nye album-det første i 20 år i eget navn-med den spøgefulde titel:”Ku det tænkes”. Denne gang har Peter Thorup slået pjalterne sammen med tangentspilleren Thor Backhausen. Instrumenteringen er enkel-baseret på guitar og alskens tangenter tilsat trommeprogrammeringer og samples. Alt andet end smart, men effektivt på sin egen lowbudget-facon. Nok er den blå bluesstemning gennemgående, men teksternes skiftevis pudsige og klare poesi appelerer mere til lune end selvmedlidenhed. Livsbetragtninger, kærlighedsovervejelser, koketteren med gammelmands-langsyn og teknologiangst veksler med småsnakkende dagbogsbetragtninger og elementer af stor sårbarhed. Albummets smukkeste sang er nyfortolkningen af “Lys fra Dig”, som Thorup skrev til sin datter for ovet 30 år siden. Mest rørende er “Teksten”, der sunget med en skælvende vocal, bliver en aldrende mands blufærdige kærlighedserklæring. Endnu et bevis på at store følelser får mennesker til at føle sig små. “Regn-inkarnation er et testamente, en finurlig tekst om måske at blive reinkarneret som duggen, der forlade Jorden for atter at falde som regn. ” Ku det tænkes er et album der lægger op til nærlytning og uhøjtidelig eftertanke. Exlibris

Blast Furnace

“Blast furnace” LHC00010 Longhair. Bandet er Niels Vangkilde, Arne Wurgler, Tom McEwan og Thor Backhausen. Den blev anmeldt i USA.

Pladen blev i april 2017 genudgivet på Universal DK  på LP.

Windy:

“Highligts of the Week”

:BLAST FURNACE “s/t (Longhair) cd17.98

Copenhagens rock scene in the early 1970 was small and fertile that bands reformed in varius combinations of the same people. Case in point-Blast Furnace came together in 1970,released a single great in 1971,and by 1972 3/4 of Blast Furnace had joined the band Culpepers Orchard.Its kind of amazing that this record has been lost to all but die hard fans of Danish progressive rock,becouse its so clearly great.The angst-filled (almost Faust-ish) vocals of the Brit Tom McEwan take turns with super-expressive organ lines. And ther are flutes everywhere(which fills our obsessive Andee with joy).

And the arrangements are really good, making the most of minor key melodies so that nothing need to be overstated.There arent extended wanky instrumental passages here,for a prog band.Blast Furnace edited themselves so well,leaving us wanting more.And,in fact,there is more-a non-album track intended as a single has also been included on this cd.The dics starts off classic and firece seventies prog,with complex melodic passages and some instrumental spacy jamming,but as the record progresses,the record veers dramatically from mostly instrumental prog,to super dramatic,almost goffy(in a good way) balladeering.The vocalists deep baritone waxes poetic on ridiculous and far out subject matters,like the pligt of Toytown,or poor sad Bobo the clown.Sounds silly,and it sort of is,but its really really good.Reminds us a little of AQ favers Paternoster(althougt not nearly as insane) or some super melodramatic seventies singer songwriter.But the combination of heartfelt ballads and searing prog action make this a weird and great find. Windys new favorite record.

Af Christina D. Gornitzka 11sept.2016

ANMELDELSE: Den Faste Trio med Jacob Dinesen,

Luften i Svanekegaarden var i søndags så tyk, at den kunne skæres i skiver. Men sommervarmen hindrede ikke bornholmerne i at møde op på Østlandets hyggelige spillested for at opleve en formidabel jazzeftermiddag med saxofonisten Jakob Dinesen og Den Faste Trio bestående af Thor Backhausen (Piano), Lars Juul Hansen (trommer) og Michael Friis (bas). Musikhuzet, som stod som arrangør. Publikum, sad tæt pakket omkring de små caféborde og lyttede til den musikalske intensitet, som strømmede ned fra scenen. Jakob Dinesen er en af de mest aktive og efterspurgte jazzmusikere i landet – og samtidig er han kendt langt ud over landets grænser. Men derfor stod han aldeles afslappet på scenen, lyttede tilbagelænet mod flyglet, når de musikalske venner boltrede sig i deres soli.

Gammelt – men altid nyt

Jazzen har sin force i de mange improvisatoriske elementer, som genopliver gamle melodier på ny og på ny og på ny i de forskellige jazzmusikers tolkninger. Eftermiddagens mange klassikere fik i hænderne på Jakob Dinesen atter et friskt pust med på vej – og det på trods af de seje og dvælende rytmer, som så ofte danner bunden i jazzen. Med et blidt og tilbagelænet drive skubbede han sammen med Den faste Trio melodierne foran sig, formede dem imellem sig som en lerskulptur, der i arbejdsprocessen ændrer form hen ad vejen. Stille numre udviklede hæsblæsende soli og vendte tilbage til deres rolige udgangspunkt.

Koncentreret klang

I tidens løb har man hørt Den Faste Trio sammen med mange solister og ingen tvivl: det plejer at være godt. I søndags blev der dog måske lagt en smule ovenpå i samspillet. De fire musikere på scenen lod fraserne glide fra hånd til hånd og musikken hvilede pragtfuld i både bossa og sambarytmer eller de stille ballader. Den overordnede ro lod solierne virke afslappet på trods af deres tekniske sværhedsgrad. Musikernes samspil emmede af overskud og fællespuls og var mere en kvartet end en solist plus en trio. Den stille gnist af inspirationen var tændt under hele koncerten – flot.